Medvirkende

 


Carsten

Carsten er 53 år, og er sognepræst i Højby Kirke. Han var været engageret i kirkeligt ungdomsarbejde i mange år – siden han selv var 14 år.
I podcasten fungerer Carsten som værten. Han sætter gang i samtalen ud fra det tema, han har valgt, og forsøger at skabe en afslappet atmosfære, hvor de 5 medvirkende føler sig trygge til at sætte ord på deres holdninger og overvejelser om episodens tema. Det gør han både ved sin væremåde, men også med de hyggelige omgivelser, som hans kontor leverer, og ved at tilbyde drikkevarer til at væde halsen med.


Annika
Annika er 18 år, og går til daglig i gymnasiet.
Hun er den yngste af de medvirkende, og blev konfirmeret i Højby Kirke for nogle år siden. Alder er dog ingen hindring for modenhed, og Annika bidrager med sine egne velovervejede synspunkter i samtalerne på en måde, som mange kan forstå og sætte sig ind i.
Podcasten berører for hende mange interessante emner, og hun har valgt at være med, fordi hun her er en del af et hyggeligt fællesskab, samtidig med at hun kan bidrage med sine holdningerne i samtalerne.


Andreas

Andreas er 23 år, og bruger sin tid på at arbejde som hhv. tjener og lagermedarbejder. Derudover er han næstformand i KFUM (Kristelig Forening for Unge Mænd) og KFUK (Kristelig Forening for Unge Kvinder) i Odense, samt medlem af menighedsrådet i Munkebjerg Kirke.
Han har boet i Højby i det meste af sit liv, og har gennem sin opvækst kendt Carsten og hans familie. Det har gjort, at Andreas er kommet en del i kirken.
Han synes, at det er vigtigt for unge voksne, at de kan høre, hvad andre unge tænker om kristendommen og Biblen. Det giver en anden forståelse, end den de kan få ved at gå i kirke eller selv læse i Biblen. ”Samtalen” ung til ung kan også give et andet syn på, hvor stor en indflydelse kristendommen har haft, og stadig har, på det samfund, vi lever i. For Andreas er kristendommen stadig meget aktuel i dag, også selvom man er ung, studerende, har et arbejde og lever et moderne liv. I podcasten prøver han at komme med et kritisk syn på kristendommen.


Casper

Casper er 23 år, og studerer Matematik-Økonomi ved Syddansk Universitet.
Han havde oprindeligt ingen forbindelse til Højby Kirke, men blev viklet ind i arbejdet med podcasten gennem sin søster. Han sagde ja til at deltage, fordi han godt kan lide at udvide sin horisont og lære andre at kende gennem deres meninger, holdninger og følelser i forhold til forskellige emner. Casper har en tendens til at være ”anderledes” i sine meninger, og vil i podcasten komme med et mere logisk og mindre religiøst synspunkt. Han er desuden opvokset i en familie, hvor halvdelen er katolikker og halvdelen er protestanter.


Charlotte

Charlotte er 23 år, og studerer til daglig til ingeniør ved Syddansk Universitet. Hun bruger sin fritid på at være gymnastikinstruktør og går også selv til dans og gymnastik.
Hun har en tæt tilknytning til Højby Kirke, da hun både er døbt og konfirmeret her, og så har hun også været familiegudstjenestehjælper og deltaget i Højby Ungdoms Kirke ”HUK”. Hun har tidligere været engageret i KFUM og KFUK i Odense og i Århus.
Igennem hendes engagement i KFUM og KFUK og ungdomsarbejdet i Højby Kirke har hun fået interesse for religion. Hun har flere gange selv holdt andagt (lyspunkt) om forskellige historier i biblen, hvor hun har sammenlignet bibelhistorier med oplevelser fra hverdagen. Dette gør at hun har erfaring med at diskutere religion med andre og hun synes det er spændende at høre nogle nye interessante vinkler på forskellige religiøse emner.


Mathias

Mathias er 22 år og studerer HA – Business Management ved Syddansk Universitet. Derudover fungerer han også som vikar og lektiehjælper på Tietgen Handelsgymnasium. Han er også at finde som bestyrelsesformand og frivillig leder i KFUM og KFUK i Odense.
Ligesom Charlotte er Mathias også døbt og konfirmeret i Højby Kirke, samt været en del af ”HUK”. Hans engagement i ”HUK” inspirerede ham til at gå ind i frivilligt arbejde i KFUM og KFUK. Gennem årene har han samarbejdet med kirken og Carsten om ungdomsarbejde i kirken.
Han finder det enormt spændende at reflektere over tro, debattere trosrelaterede emner, og at være med til at formidle troens relevans i et hverdagsperspektiv – især med fokus på unges hverdag. Dermed ikke sagt, at tro er let at snakke om. For Mathias er troen både meget personlig og privat, men samtidig udøver han sin tro meget åbent. Han understreger, at det er okay at tvivle – noget han også selv gør til tider, fordi det er en stor udfordring at skulle forholde sig til konkrete trosrelaterede spørgsmål. Men tvivlen er ikke en hindring for troen, den åbner i stedet for dybere refleksion.